§8

§ 8. Med undtagelse af § 4, § 5, stk. 2, og § 41, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på national vejtransport af farligt gods foretaget af private personer med et køretøj registreret i Danmark, når godset er emballeret til detailsalg og er beregnet til deres personlige eller hjemlige brug eller fritids- eller sportsaktivitet, forudsat at der er truffet foranstaltninger til forebyggelse af udslip af indholdet under normale transportforhold, jf. dog stk. 2-5. Farligt gods, der transporteres i IBC’er, storemballager eller tanke, anses ikke for at være emballeret til detailsalg.

Stk. 2. Den samlede mængde fyrværkeri må ikke overskride 5 kg nettoeksplosivstofmængde (NEM) pr. transporterende enhed.

Stk. 3. Ved transport af fyrværkeri må der ikke samtidig transporteres andet farligt gods.

Stk. 4. Den samlede mængde flaskegas (LPG) må ikke overskride 40 kg netto pr. transporterende enhed.

Stk. 5. Ved transport af brandfarlige væsker emballeret i genopfyldelige beholdere påfyldt af eller for private personer, må den samlede mængde ikke overskride 60 liter pr. beholder og 240 liter pr. transporterende enhed.